Ved ikke meget om livet, men jeg kender dig. Ved alt hvad der er at vide om dig, Men du kender ikke mig. Du vil aldrig lære mig at kende, du kan nemlig ikke se mig. Jeg er en del af dig, og jeg betyder noget for dig. Du ville græde hvis jeg døde....men kan jeg overhovedet det?. Er aldrig glad. Der er altid noget ved dig som gør mig ked af det. Kan ikke lide dig, men kan ikke eksistere uden dig. Kender din familie, dine venner og deres venner. Jeg kender alle, men de kender ikke mig. De ved ikke hvad jeg er, de ved ikke at jeg eksistere. Har vandret rundt på jorden i flere 1000 år, men ingen har endnu kendt mig. Måske har jeg skylden for at du stadig lever? Min opgave er at passe på dig, intet må ske dig, sårer dig eller på nogen måde gøre dig fortræd. Jeg er ikke nogen. Jeg er ikke en ting, ikke et menneske, et dyr eller et træ. Har engang været dig, har åndet den luft du lever af, har gået de steder du går, men døden skræmte mig. Nu har jeg evigt liv og er ikke længere så bange for døden. Holder af dig, men er ikke i stand til at elske dig. Når du går på gaden, er jeg ved din side. Når du sidder i din bil er det mine hænder på rattet. Det eneste tidspunkt du kan mærke mig på er i dine drømme. Jeg lever igennem dine drømme. Mit liv og mine følelser lever jeg gennem dig, men du ved ikke hvem jeg er. Men er der overhovedet nogle der ved det?
Amalie Gantzler
fredag den 5. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar